Autisme børn skole

Sikre autistiske børn den uddannelse, de behøver. Autistiske børn og deres familier oplever betydelige vanskeligheder, idet det nuværende system mangler fleksibilitet til at rumme særlige behov, påpeger Johnny Larsen. Billede: Pixabay Johnny Larsen Misbrug af børn og mistænkeliggørelse af deres nærmeste skal ophøre. Fagpersoner med reel indsigt i autisme hos børn, samt børnenes forældre, bør aktivt involveres i arbejdet med at forbedre den eksisterende struktur, anfører Johnny Larsen, som selv er far til et barn med autisme.

Denne artikel afspejler forfatterens synspunkter. Alle meninger, der respekterer straffeloven og presseetikken, modtages gerne, og du er velkommen til at indsende din holdning her. I øjeblikket fremviser medier, både tv og internet, eksempler på børn, der psykisk nedbrydes, idet de presses ind i strukturer, fastsat af uinformerede politikere, socialrådgivere og sagsbehandlere.

Som følge heraf stræber politikere efter at tilpasse systemet, så alle individer indordner sig de rammer, politikerne og embedsværket har defineret. Selv hvis dette får fatale konsekvenser. Autisme fremstår på visse områder som et yderst udfordrende handicap, dels grundet dets vidtspændende natur, hvilket har ført til begrebet 'autismespektret' blandt fagfolk.

Spektret omfatter alt fra individer, der er hjælpeløse og nonverbale, og som mangler passende støtte, til højtfunktionelle personer, der i bestemte situationer må bukke under for deres udfordringer og for eksterne observatører kan fremstå som ufornuftige, uopdragne, forkælede eller krævende egoister. Denne opfattelse deles også af adskillige, der er ansvarlige for at imødekomme autisters støttebehov.

Beklageligvis er disse personer ansat i kommunale systemer, hvor økonomiske hensyn prioriteres højere end borgernes trivsel og velfærd. Det præcise antal autister, der bærer på dybe psykiske sår efter mange års fejlbehandling i folkeskolen, er ukendt, men det er ubestrideligt, at der er tale om et betydeligt antal.

Autisternes og deres uretmæssigt mistænkeliggjorte pårørendes række af prøvelser synes endeløs; det kræver en overvældende mængde energi og mental robusthed blot at modstå potentielle krænkelser rettet mod både autisten og de nærmeste. Det er selvsagt yderst udfordrende at generalisere om et fænomen, der ikke lader sig indordne i faste kategorier. Autisme og dens indvirkning på den enkelte varierer drastisk fra person til person.

Alligevel, gennem mange år og trods hans tydelige mistrivsel, modtog drengen, der senere fik en autismediagnose, ingen assistance. Godtment og økonomisk bevidst personale i sagsbehandlingen vælger for eksempel at pålægge autister at tilegne sig sociale færdigheder ved at tvinge dem i skole. Hvis dette mislykkes, tilskrives fejlen naturligvis forældrene, som derefter henvises til familierådgivning.

Når heller ikke dette bærer frugt, fjernes barnet tvangsmæssigt fra de eneste tryghedspersoner, og herfra eskalerer situationen dramatisk negativt for barnet, dets forældre og pårørende. I mellemtiden kan kommunen blot starte processen forfra med den næste i den omfattende ventekø. Der findes endda psykologer ansat i det kommunale apparat, som tilsidesætter barnets bedste og formår at opstille diagnoser og foreslå løsningsmodeller, uden at have interageret med barnet.

'Hvis I ikke kan klare jer uden assistance, overlad os barnet, så skal vi nok sørge for anbringelse.' Historisk set blev autister ofte udsat for vold, placeret på børnehjem eller lignende forfærdelige forhold, så en vis udvikling er trods alt indtruffet. I dag kan det autistiske barn forblive i hjemmet, alt imens myndighederne udøver en form for mishandling.

Hvor mange autister, der lever med dybe psykiske sår som følge af årelang fejlbehandling i det offentlige skolesystem, er der ingen præcise statistikker over, men det er utvivlsomt et stort antal. Ikke alle falder inden for normen. For eksterne iagttagere kan dette let fremstå som ren elendighed, men for dem, der har søgt assistance, vil det udgøre en dyster sammenfatning af den faktiske situation.

Autister behøver blandt andet et markant mere adaptivt skolesystem, der i modsætning til det nuværende ikke fastholder en ufleksibel normalitetsopfattelse, hvor alle forventes at være ens og opfylde gennemsnitlige standarder. Det er desuden ikke udelukkende autister, men også andre særligt begavede børn, der påvirkes af den statsautoriserede middelmådighed og den manglende evne til at skabe plads for både de børn, der oplever for få udfordringer, og dem, der oplever for mange.

Økonomi og pres. Finansielle aspekter er ikke de eneste faktorer i spil, og det er komplekst at gennemskue de reelle tal i budgetterne. Politikere må indse, at også autister og andre børn med diagnoser har brug for noget andet - måske mindre, måske mere - end det, folkeskolen aktuelt kan tilbyde. Dette udsagn er autentisk og gengivet ordret.

Adskillige parter skal tilfredsstilles og imødekommes, men autisterne og deres pårørende er ikke blandt dem. Man ville kunne yde en væsentligt mere effektiv støtte til autistiske børn ved at involvere fagpersoner med specialistviden om autisme samt børnenes forældre, anfører Johnny Larsen. Billede: Pixabay Der bør være rum for undtagelser.

På et tidspunkt blev det fastsat, at børn skal modtage undervisning i ni år, og denne undervisning skal godkendes af den kommunale skoleforvaltning, såfremt den finder sted uden for folkeskole- eller privatskolesystemet. Der eksisterer ingen dispensationsmuligheder for børn, der ikke passer ind i disse rammer.

Med rimelighed kan det hævdes, at virkeligheden afspejler dette - dog med den undtagelse for de børn, der ikke passer ind, og som derfor brutalt tilpasses, indtil de opfylder normen. Autister modtager fortsat hverken anerkendelse i skolesystemet eller i politiske kredse, men kun fra et meget begrænset antal fagkyndige, hvis stemmer sjældent bliver hørt.

Undervisningsministeren har allerede indrømmet, at inklusionsreformen, der blev udarbejdet af hendes eget parti uden inddragelse af psykologer, pædagoger og lærere, har vist sig at være en fiasko. Nu er tiden inde til at korrigere kursen, og politikere må erkende, at autister og andre børn med diagnoser ligeledes har behov for en anden tilgang - eventuelt mindre, eventuelt mere - end det, folkeskolen nuværende kan tilbyde.

Man kunne indlede med at konsultere forældre til autistiske børn, tale med terapeuter og andre med ekspertise inden for autisme og derefter iværksætte tiltag for at assistere autister, frem for at opretholde den skadelige kurs, der alt for længe har hærget og forårsaget ødelæggelse for både børn, forældre og deres nærmeste. Autister opnår fortsat ingen anerkendelse, hverken i uddannelsessystemet eller i det politiske landskab, kun fra en lille skare af specialister, hvis stemmer sjældent når ud.

Lad os stræbe efter en positiv forandring. Johnny Larsen. Johnny Larsen er folkepensionist og enlig far til en teenager. Han blev født i , opvokset på Nørrebro i København, sine ungdomsår i Aarhus og har derefter boet adskillige steder i landet gennem mange år. Han har desuden opholdt sig i blandt andet Sverige og Australien. I dag er han bosiddende på Sydsjælland.

Han arbejdede ufaglært med fysisk krævende opgaver fra , avancerede til havnearbejder, blev fysisk nedslidt og uarbejdsdygtig, hvorefter han uddannede sig til journalist ved DJH i. Forfatter, sangskriver, digter, librettist, debattør og meget andet. Han er far til to sønner og farfar til to piger. Hans yngste søn er en succesfuld cykelrytter, placeret i den øverste del af feltet.

Bliv orienteret om ugens mest betydningsfulde analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend - leveret hver fredag morgen. Tjenesten er omkostningsfri, og tilmelding er mulig her. POV er et åbent, uafhængigt dansk non-profit medie. Har du mulighed for at støtte vores virke? Du kan blive medlem her.